Forside
Analyseredskaber
Begreber (danskfaglige)
Begreber (pædagogiske)
Pædagogik - en kort introduktion
Læringssyn
Dannelse - en kort introduktion
Didaktik - en kort introduktion
Menneskesyn - en kort introduktion
Forholdet mellem almen didaktik og fagdidaktik
Samfundssyn
Værdigrundlag
Inspiration
Kontakt
Links
Læseguider (danskfaglige tekster)
Læseguider (pædagogiske tekster)
Metoder
Om siden
Opgaver
Sitemap
Weblog
Webshop (fotokort)

Dannelse - en kort introduktion

 

Dannelse (generelt om begrebet)

Klafki (en læseguide)

Hans Jørgen Kristensen (en læseguide)

Qvortrup (en læseguide)

Hauge (en læseguide)

 

Dannelse 

Dannelse er et af nøgleordene i studiet af pædagogik.

 

Ordets stamme "dan" betyder gjort, dannet, tilvirket (Dansk Etymologisk Ordbog. Gyldendal,1989).

 

Hegel (tysk filosof, 1770-1831) fremhævede, at menneskets væsen ikke er udtømt med, hvad det er af naturens hånd. Mennesket nøjes ikke med at fortære tingen - det former den / danner den. Ved at forme / danne tingene hæver mennesket sig over den umiddelbare blotte væren.

Når man beskæftiger sig med dannelse, beskæftiger man sig med en forandring, som  har fundet sted - eller som kan finde sted.

 

Der findes både en almen folkelig og en faglig anvendelse af ordet. I den folkelige anvendelse af ordet kan det betyde alt fra "gode manerer a la Emma Gad" til et præg i personligheden. I den sidste betydning omtales dannelse ind imellem som det, der er blevet tilbage, når man har glemt, hvad man har lært.

 

Thorkild Bjørnvig har beskæftiget sig med spørgsmålet om der findes en akademisk dannelse og i et essay konkluderer han, at Meir Goldschmidt (dansk forfatter 1819-1887) med sin almene definition af dannelse er tæt på et svar. ”Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget…” [1]

 

I pædagogisk didaktisk forstand kan det dog anbefales at arbejde et spadestik dybere og mere fagligt med fænomenet dannelse og de følgende anvisninger / præsentationer (af hvilke en del uddybes i senere afsnit) skal opfattes som appetitvækkere til videre studier.

  • Grue Sørensen: Almen pædagogik. Gjellerup, 1975. Opslagsbogen giver en kort og præcis introduktion til begrebet dannelse (5 sider). Grue Sørensen definerer dannelse på følgende måde:”Dannelse betegner den proces gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger antager en bestemt beskaffenhed - desuden resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv” (s. 41). Grue Sørensen påpeger, at dannelse har været et pædagogisk centralt begreb siden 1750, hvor den "højere skole" var inspireret af nyhumanismen med stærk påvirkning fra litteraturen.[2] Grue Sørensen bygger i sin introduktion i øvrigt på Klafkis analyse af dannelsesteorier.

  • Gustavsson, Bernt: Dannelse i vor tid. Klim, 1998.

  • Hellesnes, Jon: Tilpasningsdannelse, socialiseringen og de materielle ordninger. I: Dale, Erling Lars (red.): Pædagogisk filosofi. Klim, 1999.

  • Jacobsen, Jens Christian (red.): Spor - en antologi om almendannelse. Kroghs Forlag, 1995.
    I antologiens forord gives en kort historisk gennemgang af begrebet almendannelse. Det fremhæves også, at der for tiden findes over 100 forskellige definitioner på begrebet. Der præsenteres fire forskellige dannelsestraditioner, som har været tydelige i den pædagogiske debat siden 80'erne:
    a) en konservativ retning, der betoner det klassiske dannelsesideal
    b) en radikal retning, der søger helt nye dannelsesidealer (grøn pædagogik, fredspædagogik m. fl.)
    c) en videnskabsorienteret retning, der søger tværfaglighed.
    d) en Klafki-inspireret tradition, der forsøger at forene det klassiske indhold med et moderne demokratisk solidaritetsbegreb.
    I antologien findes mange artikler, der er relevante for læreruddannelse og folkeskole.

  • Kemp, Vilhelm (red.): Horisont og pejling. Slagmark, 1994. En antologi om dannelse. Redigeret med udgangspunkt i gymnasieskolens undervisning, men med mange almene artikler.

  • Klafki, Wolfgang: Kategorial dannelse og kritisk-konstruktiv pædagogik. Odense: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1983. (Klafkis disputats om material, formal og kategorial dannelse blev skrevet 1957 - men først udgivet på dansk senere)

  • Schmidt, Lars Henrik: Utraditionel dannelse. I: Birgitte Holm Sørensen (red.): Det æstetiske i et dannelsesperspektiv 

 

Klafki, Wolfgang: Kategorial dannelse og kritisk-konstruktiv pædagogik.

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1983.

 

Klafki har med sin analyse af forskellige dannelsestraditioner leveret en form for meta-teori om dannelse. I ovennævnte udgivelse findes ud over Klafkis egne tekster (blandt andet hans hovedværk - disputatsen fra 1957 - om material, formal og kategorial dannelsesteori) en introduktion til Klafkis arbejde ved Sven Erik Nordenbo.

 

For en hurtig indføring i Klafkis teori henvises til opslaget i Pædagogisk opslagsbog.

For en grundigere gennemgang henvises til:  Nielsen, Frede V. (1994): Almen musikdidaktik (s.50-96). Christian Ejlers’ Forlag.

  

Nedenstående noter er skrevet på baggrund af Pædagogisk opslagsbog

 

Material dannelse.

Man taler om material dannelse, når man har det grundsyn, at dannelsen først og fremmest er forbundet med indholdet.

a)   Objektivistisk synspunkt: Dannelse foregår, når objektive kulturgoder (dvs. etiske værdier, æstetisk indhold, videnskabelig erkendelse) finder ingang i den menneskelige bevidsthed.

b)   Klassisk synspunkt: Dannelse foregår, når det unge mennneske tilegner sig værdier og forbilleder i sin kulturkreds - og derved erhverver sin egen åndelige eksistens.

 

Formal dannelse.

Man taler om formal dannelse, når man betoner dannelsesprocessen/styrkelsen af evner og funktioner, men fokuserer mindre på indholdet.

 

a)   Funktionelt synspunkt: Dannelse er udvikling af legemlige, sjælelige og åndelige kræfter, som senerer træder i "funktion".

b)   Metodisk synspunkt: Dannelse er tilegnelse af metoder, ved hjælp af hvilken mængden af indhold tilegnes.

 

Kategorial dannelse.

Indhold og form/metode er uløseligt knyttet til hinanden. Det betyder, at det eksemplariske, elementære og fundamentale må inddrages for at vi kan begribe enheden af det objektive og subjektive.

Gennem tilegnelse af det fundamentale og væsentlige i fagene udvikles metoder samt anlæg og evner, så eleven kan tilegne sig ny viden. Eleven organiserer sin viden i kategorier, dvs. begreber og sproglige systemer.


 

Hans Jørgen Kristensen : Almendannelse, folkeskoleloven og … læreruddannelsen

 

I: Jacobsen, Jens Christian (red.): Spor - en antologi om almendannelse.

Kroghs Forlag, 1995.

I antologien findes mange artikler, der er relevante for læreruddannelse og folkeskole, men jeg skal i det følgende blot give et resumé af Hans Jørgen Kristensens artikel.

 

Dannelse - en proces

Dannelse er en kulturel proces, som sætter ind efter fødslen

- fra begyndelsen igangsat af andre                

- efterhånden gradvist overtaget af barnet     

- for endeligt at blive den enkeltes ”projekt.

 

Dannelse - socialisering[3]

Dannelses- begrebet anvendes, når der er tale om en bevidst og målrettet indsats fra de voksnes side (eller fra barnet selv)

Socialisering anvendes om den del af formningen, der ”sker af sig selv” gennem en mangfoldighed af påvirkninger.

 

Dannelse - uddannelse

Dannelse sigter mod formning af mennesket som helhed.

Uddannelse sigter mod en mere snæver tilegnelse af viden og færdigheder, som er nyttige i en praktisk (arbejds-)sammenhæng  (ofte kaldt kvalificering).

 

Folkeskolens dannelsesopgave

Oprindeligt var folke(almue)skolens opgave at give færdighedsindlæring og religiøs opdragelse (dannelse hørte latinskolen til).

Senere kom både den humanistiske (klassiske) , den naturvidenskabelige og den politiske dannelse(1975-loven) til udtryk i folkeskolen.

I 1993-loven har man træk fra alle dannelsesidealer.

 

Specialdannelse - almendannelse ?

I samfundet ses, hvordan forskellige grupper har specialiseret sig i relation til de  forskellige dannelsesidealer:

- teknik og naturvidenskabs-specialister

- værdi og etik-specialister

- politik og økonomi-specialister.

Folkeskolen skal ikke give specialist-dannelse men generalist-dannelse - (almendannelse).

 

”Hvis vi ønsker at opretholde/udvikle et demokratisk samfund…får det nogle konsekvenser for dannelsesforestillingen bag skolens arbejde. Vi er nødt til at fastholde, at skolens primære opgave er almendannelse, som har sit forbillede i den efterlyste generalistkompetence…"

Almendannelse er for HJK identisk med handlekompetence. 

 

Qvortrup, Lars: Om dannelse.

 

I: Kemp, Vilhelm (red.): Horisont og pejling. Slagmark, 94.

En antologi om dannelse. Redigeret med udgangspunkt i gymnasieskolens underviserning, men med mange almene artikler.

 

Ifølge Qvortrup opstod dannelsesbegrebet, da mennesket forlod naturtilstanden.

Oprindeligt var man optaget af at danne hofadelen (1500-1700)

Dernæst begyndte man at danne sig selv -  mennesket justerede sig selv i forhold til en givet enhed.

 

Men en ting er hvad dannelse var tidligere - hvad er dannelse i det moderne?

 

Det moderne samfund bygger ikke på en given enhed - der er flere systemer.

”På den ene side er hvert enkelt system styret af sin autonome logik og afgøres efter sine autonome kriterier, bevæger sig med andre ord omkring sit eget specifikke omdrejningspunkt. På den anden side kan vi ikke lade være med at bilde os ind, at der er... en sandhed…Det moderne menneske er splittet og drømmer dog om enhed”. (s. 25)

 

I det førmoderne kunne man etablere en absolut stabilitet.

I det senmoderne  må man tilstræbe en relativ stabilitet.

Man skal altså acceptere, at man repræsenterer et subsystem - man skal gå ind i en metadiskurs, hvor man diskuterer sit system i forhold til andre systemer.

 

”Moderne dannelse er altså en omfattende kategori. Den er evnen til at gå i dialog i et opsplittet samfund med indbyrdes uafhængige spilleregler for økonomi, politik, videnskab, æstetik og moral. Vi skal vide noget om økonomi, politik, videnskab og kunst, og vi skal først og fremmest have viden om viden, dvs. kende de kriterier, som disse områder fungerer efter.(s. 27)

 

At dannelse i det senmoderne hænger sammen med refleksivitet konstateres af mange teoretikere. En af de teoretikere, der har beskæftiget sig med dannelse som selvfordobling er Klaus P. Mortensen. Mortensen henviser til Norbert Elias som anvender vindeltrappen som metafor på det moderne menneske. Fra en slags natur-tilstand på vindeltrappens nederste trin, har mennesket bevæget sig op ad stigen til stadig nye udsyn og stadig stigende refleksivitet. ”A person climbs such a staircase from one floor of a tower to the next. Reaching the higher floor, he not only has a different perspective of the country overlooked by the tower, but looking down he sees himself on the lower level from which he has come”. [4]

Elias har udviklet sin model til beskrivelse af en socialpsykologisk-historisk udvikling i Nordvesteuropa, men at den har forklaringskraft derudover illustreres af, at den er blevet anvendt i forskellige sammenhænge af Ziehe, Luhmann og Giddens. [5]


 

Hauge, Hans: Fra halvmoderne til helmoderne.

 

I: Kemp, Vilhelm(red.): Horisont og pejling. Slagmark, 1984.

 

Hans Hauge rejser spørgsmålet om man i det postmoderne (om det moderne som betegnelse se specielt siderne 30-32) kun kender til spejling - hvor man tidligere kendte til horisonter?

Hauge gennemgår derefter i kronologisk rækkefølge fire fremskridtsmænd, som hver på sin vis har åbnet for nye horisonter.

 

Luther (1483-1546):

Repræsenterer det kristelige gennembrud

En frigørelseshistorie (fra pave-autoritet)

Luthers kategori er individet

Hauge siger om det moderne menneske, at det stadig er religiøst på trods af den sekularisering, der har fundet sted.

 

Grundtvig (1783 - 1872):

Repræsenterer det nationale gennembrud

En vækkelseshistorie

Grundtvigs kategori er folket ( som var levende, er faldet i søvn og skal vækkes)

Grundtvig vil vække folkeånden gennem fortællingen, historien og sangen

Hans Hauge siger, at nationaldannelsen (og folket) ikke har aktuel betydning.

 

Brandes (1842-1927):

Repræsenterer det moderne gennembrud

En intellektuel frigørelse

Brandes ønsker fornuft,  frisind og fremtidsperspektiv.

Hans Hauge siger, at vi i dag risikerer at falde tilbage i det førmoderne mørke.

  

Marx (1818-1883):

Repræsenterer det socialistiske gennembrud

En økonomisk frigørelseshistorie (fra feudal tid, over borgerlig tid til kommunistisk tid)

Marx’ kategori er klassen

Ifølge Hauge tror ingen på det socialistiske projekt i dag.

 

Hans Hauges summa summarum: Det moderne samfund er et åbent, risikosamfund - karakteriseret ved spejling frem for horisont.

 

Webmaster: Anna Marie Hansen
Sidst opdateret: 20-08-2016
Denne sides adresse: www.amdansk.dk/main/paedbegreber/dannelse_enkortintroduktion/
index.php
SmartSite Publisher